Bookmark and Share

Gymnasiet - hvad skal jeg vælge?

Submitted by JB on Sat, 07/01/2012 - 13:28

I januar og februar slår de ungdomsgymnasiale uddannelser dørene op og viser, hvad de indeholder og hvad de tilbyder.

For unge i 9. klasse eller 10. klasse fører det ofte ud i en række vanskelige valg. Skal det være hhx, htx, stx, hf eller IB? Ved man allerede nu, at man vil gå en merkantil vej, kan hhx være et rigtigt valg og ved man, at man skal have en karriere inden for naturvidenskab kan htx og stx være gode muligheder – og er man lidt mere usikker er der i stx en bred vifte af studieretninger, som nok vil kunne imødekomme ens ønsker. På Nørre G. har vi også International Baccalaureate, som man kan vælge, hvis man har særdeles gode engelskkundskaber og allerede nu ved, at man vil have mulighed for at læse videre i udlandet.

I modsætning til, hvad nogen måtte tro, så er gymnasierne ikke sat i verden for at konkurrere om eleverne. Vores opgave er – sammen med grundskolen – at hjælpe hver enkelt elev ind på en uddannelsesvej, som passer den enkelte. Og det gør gymnasierne ved at præsentere sig og ved at orientere om de studieretninger, som gymnasiet tilbyder.

Personligt tror jeg, at det vigtigste for en ung, som skal i gang med en ungdomsgymnasial uddannelse er at være sig bevidst om, hvad man selv synes er interessant og motiverende og dermed vælge ”med hjertet” frem for ”med hjernen” – altså "hvad tror jeg, jeg vil videreuddanne mig til – og hvilken studieretning skal jeg så vælge?" Det er et ganske hårdt forløb at gå i gymnasiet (selvom der også er megen fornøjelse ved det). Det er derfor særdeles vigtigt, at det bliver lysten, der driver værket i hele perioden.

Jeg evaluerer hvert år vores studenters gymnasiale forløb. Blandt andet spørger jeg om, hvad der var årsagen til at de valgte Nørre Gymnasium. Mest fremtrædende er ”studieretningerne” og ”skolens ry” og herefter følger afstanden til gymnasiet.

Der kan derfor være god grund til at besøge de gymnasier, som ligger i nærheden af ens bopæl og fornemme stemningen på skolen og orientere sig i skolens udbud af studieretninger og valgfag.

Vi glæder os til at tage imod jer tirsdag d. 31.1, hvor vi åbner dørene kl. 19.00. Kl. 19.30 og igen kl. 20.30 er der fælles orientering og underholdning i festsalen og før og efter er der gode muligheder for at tale med elever fra skolen og med lærerne om de forskellige studieretninger.

Vi har en lidt mere skrabet orientering for især de elever, som er på efterskole (og derfor hjemme i weekenden), men også for de elever, som ikke kunne komme d. 31.1 lørdag d. 4.2 kl. 10 – 11.30.

Endelig har vi orientering om IB d. 1.2.12 kl. 19.30

Vi glæder os til at se jer.

Jens Boe

<< Tilbage

Seneste blogindlæg

07. January 2012
I januar og februar slår de ungdomsgymnasiale uddannelser...
16. September 2011
Når man starter i 1.g. på stx, er der 84 procents chance...
06. September 2011
Resultaterne af IB-studentereksamen offentliggøres ikke,...
20. August 2011
Kære forældre Vi er nu kommet i gang med skoleåret. Vi...
11. August 2011
Velkommen til nyt skoleårKære alle kommende 1.g elever...

Hjemmesider.dk