Bookmark and Share

DANS - Valgfag på C-niveau

Skal man være smaddergod til at danse for at vælge dans? Nej, det skal man ikke. Dans er for alle – både drenge og piger - der er interesseret i at lære mere om dans. Kravet er blot, at du er engageret og glad for at danse. 

Hvilken slags dans handler det om? I timerne er der mulighed for at vælge forskellig slags dans fx folkedans, hiphop, moderne dans, ballet, jazzdans, dans fra Østen m.m. Vi vil – i fællesskab – så vælge et par forskellige dansestilarter, vi har lyst til at prøve af. 

Hvad laver vi i dansetimerne? Vi er oftest i gymnastiksalen i almindeligt idrætstøj.  Der vil være et introduktionsforløb med lidt forskellige stilarter og derefter vælges emner: et fra samværsdans (f.eks. latinamerikansk dans) og et fra scenedansens verden (f.eks. moderne dans). Video/youtube m.m. indgår som en naturlig del af undervisningen for dels at filme jer dels se professionel dans og evt. gengive små koreografier. Der vil være teoritimer med beskrivelse, analyse og fortolkning af dansekoreografier, som I har set på video. Vi arbejder også med betydningen bag dansen. Hvad handler Romeo og Julie egentlig om? Er den aktuel? Hvad er forskellen på Jazzdans og aerobics? Osv. Desuden går vi ud for at se dans, så I præsenteres for forskellige dansescener og stilarter.

Året afsluttes med et danseprojekt, hvor I skal arbejde i smågrupper og fordybe jer i et selvvalgt emne. I skal koreografere jeres egen dans, der skal vises til dansefestivalen og til eksamen. Samtidig laver I en skriftlig rapport over jeres danseprojekt. Rapporten skal afleveres til læreren. 

Er der lektier? Ja! Den kan bestå af læsning og fremlæggelse af en tekst, øvning af en trinkombination o.l. 

Hvorledes er eksamen?Eksamen afholdes i to dele – en praktisk og en teoretisk. Den praktiske del er en gruppeeksamen, hvor I fremfører jeres egen koreografi. Den teoretiske del er en individuel mundtlig prøve med forberedelsestid. Her eksamineres i et kendt stof og en ukendt videodans/billede med perspektivering til jeres egen dans. 

Kontakt:
Lotte Nielsen (LN) på lectio, på ln@norreg.dk eller på Nørre G.

  

Faget på uvm
Faget på emu

 
 
   
 

Hjemmesider.dk