You are here

8. Biologi-Kemi

Mennesket og verden omkring os. 
Hvorfor rammes mange af livsstilssygdomme? Hvordan er euforiserende stoffer opbygget? Hvorfor kan man blive afhængig? Skal behandling med cannabis legaliseres? Hvordan tilpasser kroppen sig under dans eller fodbold? Hvor får vi energien fra og hvorfor syrer musklerne til? Hvad vil det sige at gøre fremtidens produktion mere grøn eller at behandle patienter bæredygtigt? Hvordan er plastik opbygget og hvorfor er det nærmest umuligt at nedbryde i naturen? Vil vi drukne i plastik? Kan vi forbedre klimaet ved at lave tomathaver på Københavns tage? 

Vi finder mulige svar på nogle af disse og andre store spørgsmål. I biologi og kemi opnår vi viden gennem eksperimenter udført i naturen og i skolens laboratorium. Matematik er ofte nødvendig i den videre bearbejdning af de opnåede resultater og bidrager således med modeller og analyseværktøjer. Vi tager ofte på ekskursioner til videregående uddannelsesinstitutioner, museer, zoologisk have ligesom vi får besøg af eksperter. 

På studieretningen arbejdes der også innovativt, hvor I skal finde løsningsforslag på autentiske problemstillinger. Fx hvordan kan man øge håndhygiejne og dermed nedsætte risiko for sygdomme? Hvordan kan unges drikkevaner ændres? Hvordan kan vi øge inddragelse af bevægelse i undervisningen? 

Undervisningen vil give dig mulighed for at tage stilling til væsentlige problemer i samfundsdebatten samt træffe velbegrundede valg i forhold til hvordan du vil leve dit liv. 

Vi har i flere år haft særdeles fine samarbejder i denne studieretning med valgfaget psykologi på B-niveau. Elever som vælger psykologi vil derfor blive sat i klasse sammen. Vi har desuden registreret ønsker om at koble biologi/kemi med idræt. Så vælger I idræt på B-Niveau, så forsøger vi også at danne en klasse med dette valgfag. 

Hvis I vælger psykologi som valgfag, er der mange spændende samarbejder. Hvad influerer fx på definitionen af ”det perfekte liv”? Hvad får nogle unge til at sulte sig? Hvilke sociale processer kan forklare ondskab? Er psykopati genetisk bestemt? Hvordan påvirker hjerneskader det enkelte menneskes funktionsevne, fx hukommelse? Eller hvordan får sociale medier lov til at definere ”det perfekte liv”? Hvilke sociale processer kan forklare ondskab som fx den vi så under jødeforfølgelserne? 

Vi påvirkes af omgivelserne psykisk og fysisk, men hvor vigtige er generne egentlig for vores udvikling? Vi forsøger at forklare problemstillinger ved hjælp af ny forskning, egne eksperimenter og en grundig teoretisk forståelse. Hvornår bør man fx tilbyde ”lykkepiller” til depressive? Hvordan påvirker rusmidler kroppen, og hvorfor bliver man afhængig? Vi ved, at unge drikker meget alkohol, og vi ved, at det er skadeligt. Men hvordan påvirker alkohol hjernen og vores personlighed? Kan man brygge alkoholfri øl til festerne, og undersøge om det er alkoholen eller smagen, der er vigtigt for unge? Disse eksempler er faglige spørgsmål, der kan besvares af et samarbejde mellem kemi, biologi og psykologi. 

Studieturen kan fx gå til Korsika, hvor vi udforsker mentale og fysiske grænser. Vi laver fysiologiske målinger, inden vi hopper ud fra klipper og ned i en smeltevandsflod, for at finde ud af hvad der sker i kroppen, når den er presset. 

Hvis I vælger idræt som valgfag er der mange naturlige samarbejder. Vi kan fx undersøge hvordan præstationsfremmende midler virker og ikke mindst hvilke konsekvenser det har for kroppen. Eller vi kan se på om det er gener eller træning, der er afgørende for at blive en topatlet som fx Usain Bolt. Vi vil ligeledes ved hjælp af forskellige fysiologiske test blive klogere på vores egen fysiske form og ikke mindst hvad der skal til for at forbedre den. Idræt B består af både praktiske og teoretiske timer. I praktikken vil I opleve undervisning indenfor en lang række idrætsdiscipliner som fx ultimate, hip-hop eller springgymnastik. I den teoretiske del vil vi udover det allerede nævnte også arbejde med emner som teambuilding, de olympiske lege og idrættens organisering i Danmark. 

Du har med idræt B mulighed for at komme på studietur til Korsika, hvor vi selv prøver kræfter med adventure sport. Vi anvender vores fysiologiske viden til at forstå hvorfor puls og blodtryk stiger kraftigt når vi er fysisk eller psykisk presset. Det sker som regel inden vi springer 10 meter ud fra en klippe i Canyoning. Vi undersøger også hvilke fysiologiske mekanismer der er årsag til at benene ”syrer” til, når vi på mountainbike kæmper os op ad bjerget. 

Med denne studieretning får du et solidt naturvidenskabeligt fundament, og undervisningen vil give dig mulighed for at tage stilling til væsentlige problemer i samfundsdebatten, samt give dig et indblik i hvordan fagene anvendes i det virkelige liv, så du kan træffe velbegrundede valg.

*Vælger du begyndersprog i denne studieretning, skal du være opmærksom på, at du allerede har foretaget dit valg til A-niveua i 3g.

Studieretningsfag
Biologi A
Kemi B

Studieretninger_2017_6_NV

Samspillet mellem Biologi og Psykologi ifølge elev på studieretningen
Da jeg for et halvandet år siden skulle vælge hvilket gymnasium jeg ønskede at gå på, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være Nørre G. I forvejen kendte jeg et par personer, der havde gået på Nørre, og de havde kun ros at sige om skolen. ”Man følte sig velkommen” fortalte en pige, da jeg spurgte ind til hendes oplevelse af skolen. Det blev jeg helt klart enig i, da jeg selv startede her. Tiden gik, og jeg var stadig tilfreds med både skolen og den studieretning, jeg havde valgt. Jeg har kun haft psykologi i 2-3 måneder, da vi ikke havde det i 1g, men alligevel kan jeg se, at samspillet mellem de to fag har stort potentiale. Hvis man fx beskæftiger sig med søvnbesvær, så er det vigtigt at man har noget viden om hjernen fra biologi for virkelig at fremme forståelsen. Begge fag er interessante hver for sig, men samspillet er det, der især gør dem spændende.
Julia 2z