You are here

Generel eksamensinformation

Antal prøver og udtræk af prøvefag

Antallet af prøver er 10 inkl. en mundtlig prøve i studieretningsprojektet (SRP).

For elever med fem A-niveaufag er antallet af prøver 11 (inkl. SRP). 

Det er Børne og undervisningsministeriet, der fastlægger, i hvilke fag den enkelte elev skal aflægge prøve, men det er skolen der gør eleverne bekendt med, i hvilke fag der skal aflægges prøve. Dette sker hvert år ved offentliggørelse af prøveplanen i maj måned.

Efter grundforløbet er der obligatoriske prøver i det naturvidenskabelige grundforløb (nv) og almen sprogforståelse (ap), hvis karakterer tæller med på eksamensbeviset (samlet karaktervægt på 0,5). Prøverne i nv og ap tæller ikke med i de 10 prøver.

Du skal som udgangspunkt efter 2.g have været oppe i mindst tre prøver. Det er kun prøver på det højeste niveau, man har faget på, der tæller. Dvs. har du været til prøve i et fag på C-niveau i 1.g - og vælger dette som valgfag på B-niveau i 3.g, tæller 1.g prøven ikke med i de ti. Hvis du i 2.g afslutter et B-niveaufag (Engelsk B eller Matematik B) vil du blive udtrukket til enten skriftlig prøve, mundtlig prøve, eller begge dele i faget.

Følgende prøver i 3.g er obligatoriske: Skriftlig prøve i dansk og mundtlig prøve i studieretningsprojektet (SRP). 

De øvrige prøver udtrækkes blandt mulige skriftlige og mundtlige prøver over alle tre år. 

I løbet af det treårige forløb skal du derudover til mindst fem interne skriftlige eller mundtlige prøver (årsprøver). De interne prøver omfatter træning i både mundtlige og skriftlige prøveformer og prøver i studieretningsfag.

Alle skal i 3.g have været til minimum tre skriftlige og minimum tre mundtlige eksaminer. For A-niveau-fag, hvor der er mulighed for både skriftlig og mundtlig prøve (dvs. undtagen historie), udtrækkes altid mindst én prøveform.

Som elev på Nørre Gymnasium er du automatisk tilmeldt prøver.