You are here

Operation Dagsværk 2023 

 

Operation Dagsværk
Operation Dagsværk (OD) er en organisation, hvis formål er at samle penge ind til projekter, der støtter unge rundt omkring i verden, og er Danmarks eneste globale elevbevægelse. Operation Dagsværk står bag den årlige Dagsværksdag, som i år ligger d.15. november. På Dagsværksdagen arbejder tusindvis af elever på ungdomsuddannelser og efterskoler for at støtte det årlige OD-projekt ved at give deres løn til projektet - Eleverne giver altså en dag for en god sag!  

Årets projekt – ‘Unge redder liv i Libanon’
Årets Operation Dagsværk-projekt hedder ’Unge redder liv i Libanon’. Projektet er lavet i samarbejde med Røde Kors og Ungdommens Røde Kors og støtter de unge frivillige ambulancereddere i Libanon. 
Libanon har i de seneste år været ramt af mange kriser, hvilket har medført et finansielt kollaps af historisk skala. Den Internationale Valutafond vurderer Libanon til at stå i en af de 3 værste økonomiske kriser på globalt plan siden 1850. Det er, gennem det årlige projektvalg ude på skolerne, blevet valgt, at årets projekt skal omhandle unge ambulancereddere i Libanon, eftersom 80% af ambulanceredderne i Libanon består af unge frivillige under 30 år, som kører ambulance ved siden af job eller uddannelse. 

D. 1. november havde Nørre G to seje kampagnefrivillige fra Operation Dagsværk ude for at gøre eleverne klogere på projektet med fede videoer, cases og interviews med nogle af de libanesiske ambulancereddere. Derudover har Nørres OD-gruppe siddet i foyeren og hjulpet eleverne med tilmelding til dagen. De har også fået ’OD-barometret’ i gang, hvilket er en konkurrence om, hvilken klasse der hurtigst muligt får flest tilmeldt. Ikke nok med det var der i fredags Dagsværkscafé på skolen med hjemmebag og kage fra Lagkagehuset Bagsværd. Der blev lavet auktion, og efterfølgende kom to kampagnefrivillige og instruerede i noget libanesisk dabke-dans, som eleverne blev meget gode til.  

Nørre og OD  
Nørre G værner særligt om OD’s værdier, og der er derfor altid stor opbakning til Operation Dagsværk blandt Nørres elever. Dette afspejler sig også i, at Nørre har tradition for at ligge i top blandt gymnasiernes indsamlede beløb. Alle Nørre G's elever får fri på dagen, så de kan arbejde og tjene penge til det årlige velgørenhedsprojekt. Arbejdet kan bestå i rengøring eller havearbejde derhjemme eller for bedsteforældre, men kan også være i større virksomheder, der hyrer et par ”dagsværkere” til nogle timers arbejde. Eleverne tjener hver 350 kr, som går ubeskåret til projektet. Arbejdet er selvfølgelig frivilligt, og kun de elever, der har lyst, støtter projektet. 

Gennem de årlige projekter kan eleverne få et bredere syn på verden og lære om, hvordan man kan hjælpe hinanden på tværs af landegrænser. Operation Dagsværk har tidligere støttet unge oprindelige folks klimaaktivisme i Thailand og Malaysia, styrket social forandring hos unge i Grønland og bekæmpet diskrimination af LGBTQIA+- personer i Kenya.

Indtryk fra fællestimen, der handlede om årets OD-projekt

OD2023

Indtryk fra Dagsværkscaféen
Dagsværkscafé Fællesdans Dagsværkscafé Kagesalg

Kage til OD kagesalg

  

 

 

 

LTC/11/23

 

Alle nyheder